Om Bedre Kost

Sundhed

Din mad betyder mere, end du tror, både for vores klima, for de såkaldte “brugsdyr” – og selvfølgelig også for dig. Med en plantebaseret livsstil giver du dig selv gode forudsætninger for et liv med overskud og livskvalitet. Det har været min erfaring, siden jeg begyndte at spise plantebaseret i 2020, og det er en, jeg glæder mig til at dele med dig! 

I 2023 var cirka 53 procent af voksne danskere overvægtige. Det vil sige, at de havde et BMI over 25. Omkring 56 til 60 procent af mænd er overvægtige, og det samme gælder for cirka 39 til 46 procent af kvinderne. 

De overflødige kilo påvirker i den grad vores sundhed og livskvalitet i en negativ retning. Overvægt, og især fedme, altså et BMI på 30 eller derover, øger risikoen for blandt andet diabetes 2, fedtlever, hjerte-kar-sygdomme, forskellige former for kræft samt muskel- og ledsmerter.

Overvægt skyldes i udpræget grad vores moderne, ultraforarbejdede kost, eksempelvis færdigretter med et højt fedt-, salt- og- sukkerindhold, eller fødevarer med raffinerede kulhydrater som sodavand og hvidt brød. Vi har konstant adgang til mad i uanede mængder, og meget af det findes i form af kalorietætte snacks uden nogen næringsværdi.

Til gengæld glemmer vi at spise den mad, som virkelig har betydning for vores sundhed, vores præstationsevne og mentale helbred. Det er mad med komplekse kulhydrater, fibre og vitaminer og mineraler. Det er den uforarbejdede mad, der består af planter. Det er den, der gør forskellen, og det er den, jeg gerne vil hjælpe dig med at gøre til en del af dit liv – hele livet igennem

Dyrevelfærd

Danmark er et landbrugsland, og hvor der er landbrug, er der også debat om dyrevelfærd – det er både godt og tydeligvis også bydende nødvendigt.

Indenfor landbruget taler man gerne om såkaldt “artsegnet” produktion, altså hvordan man holder, fodrer og avler dyr i henhold til deres naturlige adfærd og behov. Her er min holdning klar:

Den eneste “artsegnede” måde at holde dyr på, er ved at garantere dem et liv i frihed og sikkerhed, uden nogen form for udnyttelse.

Mange mennesker – måske også dig – har stiftet bekendtskab med “den fordømmende veganer”, enten personligt eller gennem avisartikler eller sociale medier. Det er ikke sjovt. Man bliver provokeret, og man føler sig sat i skammekrogen. 

Bare rolig, sådan er jeg ikke, og jeg kommer aldrig til at møde dig med den indstilling. Jeg tilbragte de første 43 år af mit liv som kødspiser, og jeg forstår udmærket den proces, der nogen gange er nødvendig, før der sker en gennemgribende forandring i ens liv. 

Mit udgangspunkt er således “progress, not perfection”. Små skridt mod en stor forandring, for dig – og for dyrene. Jeg er plantebaseret kostvejleder, og det vil altid være min første anbefaling, at din kost ikke indeholder nogen animalske produkter overhovedet.

Hvis det ikke er der, du er, når vi går i gang, så er det også i orden. Min vej er ikke din, og omvendt – men jeg håber selvfølgelig, vi når frem til den samme destination en dag.

Man kan sagtens blive stærk og muskuløs på en plantebaseret kost – bare se på hesten

Hvad vil du vide mere om?

Plantebaseret kost


Online-forløb


Om mig